Klik her naar du vil videre...

 
     
 
 Selvportræt i ord


Jeg erkender at det her 'selvportræt i ord' måske godt kan lyde lidt patetisk og selvhøjtideligt, men alligevel... her er det. Jeg har bestræbt mig på at være ærlig.

Lyt online med RealAudio:
- 'Selvportræt'    (7:40)
Download i MP3 kvalitet:
- 'Selvportræt' (7,0 MB)


Jeg synger, som jeg trækker vejret. Vi trækker allesammen vejret for at leve. Når jeg synger, lever jeg.
I hverdagen går jeg rundt med alle mulige tanker i mit hovede, som det er umuligt for mig at sætte ord på.
Og så er det jeg begynder at synge.
Jo mere jeg “øver mig” på at leve, desto bedre bliver jeg til at synge. Det er min personlighed, som er mit instrument.
Jeg tror de fleste har et indtryk af mig som en glad og optimistisk person. Jeg ved ikke... måske fordi det lissom forventes af én, – hvilket jo er rimeligt nok: vi vil vel allesammen hellere inspireres og ha’ det sjovt, når vi mødes..., men faktum er, at jeg i virkeligheden er en rimelig trist og sart og måske alt for følsom person.
Og det kommer til udtryk når jeg skriver sange, for i musikken kan man kun være hundrede procent ærlig.
Musik handler grundlæggende om følelser, og om at turde vise dem.
Så musiken er det sted hvor jeg tager beskyttelsesværnet af – og åbner op. Åbner op for at udtrykke min indre verden – i lyde, og billeder og forskellige atmosfærer. Det hele ligger et eller andet sted bagved ordene, – det er dér intensiteten er!
Og så gi’r man sig hen...nærmest blotter sine følelser. Når jeg synger er det i en tilstand af total hengivelse. Og på det tidspunkt er jeg utrolig sårbar.

Det bedste sted at være i verden... Det bedste sted for mig er midt i en gruppe af tæt sammenspillede musikere. Det er sådan et saligt øjeblik, når instrumenternes lyde blander sig og man ligesom bare la’r sig svæve med.
Det er svært at forklare den følelse. Man er i en anden verden, ikke længere del af hverdagens grå realiteter.
At dele musik med andre, er bare det smukkeste du kan opleve:
At nå ind til andre mennesker, at kommunikere. Blive klar over hvor meget – egentlig – vi har brug for hinanden. At få den fornemmelse, at vi rent faktisk kan gøre verden til et bedre sted.
Når jeg synger, finder jeg den energikilde, som jeg har brug for at komme videre i livet, som holder min damp oppe, og som på en eller anden måde kommer til at stå som svaret på mine ubesvarede spørgsmål.

Jeg har brugt meget tid på at tænke over den famøse “mening med livet”.
Bortset fra at formere sig og videreføre slægten ... ja... så er jeg nået frem til, at jeg ikke rigtig jeg kan få øje på nogen. Så... i vores del af verden hvor de basale behov er mere eller mindre tilfredstillet, er jeg så kommet til den konklusion, at for MIG handler det om to ting, især: Om at gøre noget for mine medmennesker – gøre nogen glade, hvis jeg kan – og om at forsøge at realisere mine drømme.
Når jeg synger kombinerer de to ting.

For hundrede år siden sagde en gammel indisk Sufi lærer ved navn Hazrat Khan det på den her måde:
“Musik rører ved vores allerinderste væsen og skaber på den måde nyt liv – et liv som tilfører begejstring over selve det at være i live, opløfter det til den perfektion, som hele menneskelivets fuldbyrdelse ligger i.”



Pernilla – 2002