Presseklip LineOut No 48, April 2002     Ikke bange for at være feminin Hun er både uddannet på et fransk klassisk konservatorium og på Berklee i Boston. Hun er målrettet. Og hun kender til fordommene om, at kvinder aldrig bliver rigtig gode musikere. Alligevel er hun ikke bange for at være feminin. Tekst og foto: Linda Horowitz Jack Nicholson smiler sit uudgrundelige, smittende smil til hende fra første række og beder hende synge den én gang til. Roger Moore sidder ved et andet bord i næste række. Han er fløjet ind med privatfly fra USA. Pernilla Aidt har slået sig ned som popsanger i Cannes, hvor hun optræder på de bedste hoteller og casinoer i Nice og Monte Carlo. Hun er inviteret som solist til en privat fest på toppen af en bjergskråning bag Monaco, og festen er arrangeret af en våbenhandler-millionær, som lægger op til hende, mens hun synger "Killing Me Softly". Hun får kontakter og bliver inviteret til at synge i lignende eksklusive omgivelser med kaviar, diamanter og Ferrarier i det sydfranske – eller på cruiseskibe i Middelhavet. Årene flyver hurtigt forbi på den måde, men det bliver mere og mere kunstnerisk utilfredsstillende for hende. Ligesom en tjener bliver betalt for at servere mad, så bliver hun betalt for at aflevere sin sang. Kunsten går tabt et eller andet sted undervejs. Pernilla fortæller, mens hun sidder meget afslappet i sine sorte bukser i en hvid sofa, med benene trukket op under sig. Vi har en båndoptager kørende. Beretningen om den 35-årige sangerindes liv har varet over en time. Sex-appeal som trækplaster – Det er svært altid at holde gejsten oppe og at tro på sig selv. Engang stod jeg på en scene i Monaco på Bastilledagen den 14. juli og sang en eller anden ligegyldig popmelodi, jeg bare hadede. Folk var døddrukne og kiggede mere på mine stramme bukser, end de lyttede til musikken. Jeg følte, jeg prostituerede mig gennem min sang. Og jeg følte, jeg kunne noget mere end bare at vise ben, siger hun og uddyber: – Der ligger en skjult fordom om, at en sangerinde kun kan synge sin melodi og så ellers se godt ud for resten af pengene. Og hvor mange gange er jeg ikke blevet hyret for mit udseende? Nogle musikerne ville egentligt meget hellere være fri, men uden sanger – og allerhelst en kvindelig selvfølgelig – ingen job. Det handler selvfølgelig om, at sang får jazzmusik til at glide lettere ned, fordi den menneskelige stemme er noget, alle kan forstå. Men det handler i høj grad også om sex-appeal som trækplaster, mener Pernilla Aidt. Piger i undertal For Pernilla Aidt er musikverdenen et langt stykke hen ad vejen en mandeverden. Hun har oplevet jamsessions, hvor de mandlige musikerne først og fremmest koncentrerede sig om at spille hurtigst, højest og mest kompliceret – og gøre alt for at sætte de andre ud af spillet. – En slags musikalsk armlægning. Og i det spil bliver en pige hurtigt overset og trampet på, hvis hun ikke kan følge trop, mener Pernilla. – Det er begrænset, hvad du ser af kendte kvindelige jazzmusikere. Jeg var chokeret over, hvor meget i mindretal vi piger var på en verdenskendt musikskole som Berklee College of Music i Boston, USA. Det bliver ligesom taget for givet, at en kvindelig sanger skal have lidt hjælp fra pianisten. Og det var den attitude, som fik mig til at studere musik på et højere plan, end jeg egentlig havde brug for. Jeg ville kunne tale på lige fod med de mandlige musikere og blive respekteret af mine mandlige kollegaer. På den anden side er jeg ikke bange for at være feminin og vise min skrøbelighed i mine sange. For jeg ved, at det kun er halvdelen af sandheden. Og jeg kan sagtens bruge min maskuline side, når jeg har brug for det, fortæller hun. Dybt ned i sig selv I en årrække følte Pernilla den klassiske musik på tænderne, men efter at have afsluttet en fireårig uddannelse på et klassisk konservatorium i Frankrig, besluttede hun sig for at kaste sig over jazzen. I 1998 færdiggjorde hun sin første cd, og med den i hånden kunne hun tage ud og spille koncerter foran et publikum som kom for at få en kunstnerisk oplevelse og ikke bare blive underholdt. Dét blev tilværelsen ikke just lettere af hverken økonomisk og praktisk. Men det gav hende fornyet lyst til at synge. Jeg har fået Pernilla overbevist om at tage imod en kop grøn the, og nu sidder hun og rører sin honning rundt med teskeen, så det klirrer – og får båndoptageren til at slå ud i rødt. – Hvad var det vigtigste, du lærte i USA? – At acceptere at lyde som mig selv. Jeg har altid identificeret mig med sangere som Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan. Men jeg kunne aldrig lyde som skabelonen, og det har jeg haft det hårdt med. Men i dag synes jeg faktisk, det er heldigt, at jeg ikke kan imitere andre. Det betyder jo, at jeg har en personlig stemme. Min personlighed er min stemme. – Har det så været besværet værd at skabe sig en musikerkarriere? – Hvis jeg som 18-årig havde vidst, hvad det ville sige at være musiker, så ved jeg ikke, om jeg bare var sprunget ud i det som den dér naive 18-årige, der tror, at man er den nye Whitney Houston om seks måneder. Jeg har fundet ud af, at det at være sanger ikke kun er et spørgsmål om teknisk kunnen og viden. Det er en hel personlighed, der skal bygges op, og man skal have den rigtige personlighed, før det lykkes. Det kan være, det aldrig lykkes for én, uanset hvor flot en stemme man måtte have, fordi man ikke har den rigtige personlighed. Man skal tro så helt utroligt meget på sig selv. Og det er nogle gange sværere end at synge teknisk korrekt. Man skal selvfølgelig øve sig på skalaer, improvisation og intonation, men man skal i høj grad også øve sig på at blive god til at leve. En sanger skal dybt ned i sig selv for at finde den rigtige lyd. For mig drejer det sig om at finde den stemme, som giver udtryk for, hvem jeg er. Pernilla Aidt har en hjemmeside på www.pernilla.dk • Artiklen som worddokument